Børnehuset Grønnegården
SVANEMÆRKET INSTITUTION ved en gammel bondegård

 

Børnehuset Grønnegården er en af Danmarks første Svanemærkede og CO2-neutrale institutioner. Den nye daginstitution ligger i Gladsaxe kommune ved Grønnegården, der er en af få tilbageværende gårde fra før 1900. De karakterfulde omgivelser med gamle længebygninger forenes med en ny trelænget daginstitution.

Vi har haft særligt fokus på samspillet mellem bebyggelsen og udearealerne – både i den rumlige disponering, materialitet og koncept. Udearealerne bygger videre på stedets historie med fysiske rammer der understøtter fortællinger om den oprindelige Grønnegård.

Fortællingen om bondegården er formidlet gennem den landskabelige bearbejdning, hvor særligt den klassiske gårdsplads med pigstensdetaljer og bøgehække er forenet med funktionen som legeplads.

Den landskabelige bearbejdning er udviklet med afsæt i en række bæredygtighedsprincipper, hvor robuste materiale- og plantevalg sikrer lang holdbarhed i uderummene. Anvendelse af træmaterialer har været i fokus, og mængden af faste belægninger er holdt til et minimum, hvilket er med til at sikre certificeringen Svanemærket. Al regnvand håndteres lokalt og synligt - lige fra spyr på tagrender til vandrender og grøfter, der leder vandet til en regnvandssø på grunden.

 

LOKALITET: Gladsaxe
BYGHERRE: Gladsaxe Kommune
PÅBEGYNDT: 2019
AREAL: 11.000 m²
SAMARBEJDE: BBP Arkitekter, Lyngkilde rådgivende ingeniører
YDELSE: Projektforslag, myndighedsprojekt, hovedprojekt, fagtilsyn

 
 

Interiørfoto: Jens M. Lindhe / BBP Arkitekter

Interiørfoto: Jens M. Lindhe / BBP Arkitekter