Kamillehuset
ET LEVENDE HVERDAGSLANDSKAB på tag

 
Kamillehuset er det første boligprojekt i byudviklingsområdet Gartnerbyen, som strækker sig mellem Vestvolden og Damhussøen i Rødovre. Uderummene er udført på kompakte arealer og på dæk, hvilket har stillet særlige krav til den rumlige disponering. Gartnerbyen udvikles som en tæt by, hvor der gøres plads til de mange tilflyttere, som Rødovre Kommune planlægger for. Dertil er Kamillehuset placeret i et bymæssigt krydspunkt, hvorfor vi har haft stort fokus på logistiske og infrastrukturelle sammenhænge.

På baggrund af ønsket om et frodigt gårdrum, har vi udformet et kurvet anlæg som skaber rumlig variation og kontrast til bebyggelsens rette vinkler. Den rumlige disponering af Kamillehusets gårdanlæg består af fire greb; en ramme af privathed langs facaderne, grønne lommer til ophold, leg og fællesaktiviteter, en belagt flade med bugtende stier og et trappeanlæg, der både fungerer som byrum og forbindelse til Byhaven.

Centralt i gårdrummet udspænder den belagte flade sig til en pladsdannelse, med tilknytning til bebyggelsens fælleshus. Her er grillplads med tilknyttede faciliteter for fællesspisning, festligheder og beboerdemokrati. Trappeanlægget forbinder gårdrummet til en ny central grøn kile. Den landskabelige trappe, som forbinder gårdrummet til byen, er beplantet med træer og buske, som danner vindskærm omkring ophold, hvorfra man har udsigt over Byhaven.

Med en hilsen til kamillen

Beplantningerne skaber læ og nicher i gårdrummet, ligesom de tilfører rumlig afveksling med højdeforskelle og årstidsvariation. I gårdrummet er der seks cirkulære udskæringer med direkte kig ned til parkeringskælderen. Vi har plantet store træer i hullerne, hvis kroner spiller sammen med spredte træer i gårdrummet.  I overgangene mellem private kantzoner og det centrale gårdrum har vi placeret større skærmende bede, som indrammer brugsplæner. Ophold er placeret i lommer, der er defineret af stauder og buske. Vi har udvalgt en række hvide kurveblomster, som f.eks. hvid okseøje og hvid purpursolhat, der minder om kamilleblomsten.

 

LOKALITET: Rødovre
BYGHERRE: Heimstaden
PÅBEGYNDT: 2020
AREAL: 19.000 m²
SAMARBEJDE: Vilhelm Lauritzen Arkitekter, JPM rådgivende ingeniører
YDELSE: Myndighedsprojekt, hovedprojekt, fagtilsyn